Om Kolding Valgmenighed
Kolding Valgmenighed er en del af folkekirken og dens bekendelsesgrundlag.
Kirken blev stiftet som en ny menighed i 2003.
Vi er i dag en menighed med omkring 230 medlemmer, som rummer alle aldre. Der er aktiviteter for enhver aldersgruppe.
I Kolding Valgmenighed tilslutter vi os Dansk Oases menighedsnetværk (se www.danskoase.dk).
Vores vision
Vi ønsker at elske Gud, hinanden og Kolding. Derfor ønsker vi at være et fællesskab, hvor troen på Jesus Kristus som Herre og Frelser er det samlende midtpunkt, hvor vi bliver bragt sammen som en levende menighed, hvor vi kan tjene og berige hinanden og vores by med netop de evner og gaver, som Helligånden giver os alle.
Gudstjenester
Vores gudstjeneste er anderledes end i en almindelig folkekirke. Gudstjenesten er mere fri, der er lovsang med et band, og stemningen er mere social og uformel.
De forskellige opgaver i gudstjenesten udføres af frivillige: én leder gudstjenesten, en anden medvirker med lovsang, præsten prædiker, en fjerde leder forbønnen, en femte hjælper med ved nadverfejringen, og så er der børnekirke, opdelt i aldersgrupper.
Fællesskaber
Ud over gudstjenesten er der mulighed for at være med i huskirker i hjemmene, til undervisningsaftener og socialt samvær af mange slags.
Hvis du er interesseret i at opleve Kolding Valgmenighed, er du altid velkommen til at kontakte en af kirkens præster eller bare møde op til en af vores arrangementer på Industrivej 12 i Kolding.
Kirkebygningens Historie
De første 10 år af kirkens liv har vi afholdt vore gudstjenester i lokale folkekirker i Kolding, som velvilligt har åbnet sig for os. Fra begyndelsen af 2014 har vi fået egne lokaler på adressen Industrivej 12 i Kolding. Det er et tidligere væveri, som vi i de første måneder af 2014 har bygget om til kirkecenter. I 2018 købte kirken lokalerne frem for at leje sig ind. En stor stigning i medlemsdeltagere i de følgende år fik den betydning, at der påbegyndtes en proces med at renovere en af de to medfølgende lagerhaller til en ny kirkesal. I foråret 2021 stod den nye kirkesal færdigbygget og indviet.
Økonomi
Som en valgmenighed betaler Kolding Valgmenighed ikke kirkeskat, men medlemmerne betaler selv for præster, ansatte og kirkelokaler. Vi kan derfor bruge vores midler på at udvikle kirken, som vi selv ønsker det.
Du kan læse vores privatlivspolitik her.