
Formål
Hvorfor er vi her?
Kolding Valgmenighed eksisterer for at vinde, opbygge og sende mennesker.
Hvorfor? Fordi vi selv er blevet vundet af Jesus, vi næres dagligt af hans liv, ord og kraft – og fordi vi er sendt til dem, vi er sat iblandt.
Vi drømmer om at være en menighed, hvor livet med Jesus vokser, styrkes og bliver synligt i vores by og i vores relationer. En menighed, der:
-
Forkynder evangeliet om Jesus Kristus som den eneste frelser og Herre – i hele sin fylde.
-
Kalder mennesker til personlig tro og til at blive en levende del af Kristi legeme, hvor Gud ophøjes og æres. (Vedtægten §2.3)
Vi ønsker at være kirke i bevægelse – ikke bare en bygning, men et stærkt, hjertevarmt fællesskab af mennesker, der kender Jesus og sammen tager del i hans redningsaktion for verden.
Vision
Hvor vil vi gerne hen?
Skab plads til at elske: Gud
Daglig tid til Guds ord og bøn
Vi ønsker at inspirere hver enkelt til at have kontakt med Gud i hverdagen gennem Guds ord og bøn.
Troen skal ikke kun være noget, der hører søndagen til, men noget der får betydning i hele livet. Derfor vil vi arbejde for, at flere finder en bæredygtig rytme, hvor der skabes plads til Gud midt i det almindelige hverdagsliv.
Skab plads til at elske: hinanden
Tjene med evner og nådegaver
Vi tror, at Gud har givet hver enkelt noget, som kan være til velsignelse for andre.
Derfor vil vi udruste til karismatisk praksis og hjælpe mennesker med at se, at de har fået gaver betroet. Ikke for at de skal ligge ubrugt hen, hvilket åbenbart er menneskets standardsystem, men for at de kan bringes i spil til gavn for fællesskabet.
Styrke huskirker i nærområdet
Vi ønsker at investere i ledere og fællesskaber, hvor der er plads til flere.
Huskirker skal være meningsfulde fællesskaber tæt på hverdagen, hvor mennesker kan dele liv, tro og ansvar med hinanden. Det kræver, at vi skaber plads i hjem, hjerte og kalender.
Skab plads til at elske: vores by
Gøre Guds godhed håndgribelig
Vi ønsker, at endnu flere i Kolding skal erfare Guds godhed på konkrete måder.
Derfor vil vi skabe plads til diakonale indsatser, gæstfrihed og praktisk kærlighed, blandt andet gennem Elsk Kolding i uge 36. Kærlighed må gerne kunne mærkes, ikke kun formuleres pænt på en visionsslide.
Skabe rum til vækst
Vi ønsker at være en kirke, hvor der er plads til flere.
Det gælder ved gudstjenester, Alpha, International Café og andre fællesskaber, hvor mennesker kan møde både kirken, fællesskabet og evangeliet. Det kræver prioritering af både tid, bygninger og ressourcer.
Er det en vision, du ønsker at være medejer af, kan du deltage på vores introdag og høre mere om, hvordan du kan bidrage til at skabe plads til at elske Gud, hinanden og din by.

Vores vision i Kolding Valgmenighed er:
Skab plads til at elske...
Der er meget, der kæmper om pladsen i vores liv: forventninger, travlhed, skærme, arbejde, familie, aktiviteter og alt det andet, der på mystisk vis altid ender i kalenderen. Derfor tror vi, at kærlighed ikke bare sker af sig selv. Den kræver plads.
